Denne artikel er fra det nyeste kirkeblad. Her kan du læse mere om Ånderummet og tankerne bag vores nye lovsangsgudstjeneste for unge
Ånderummet: En ny gudstjeneste for unge
Sammen med vennerne om Gud og musik
“Ånderummet” inviterer unge til cafégudstjenester i Folkehusets lokaler, hvor Gud, lovsang og socialt samvær går hånd i hånd.
Det hele er drevet frivilligt af en gruppe af kirkens unge, som både planlægger og spiller til arrangementerne.
Jeg besøgte bandet på en af deres øvedage, og blev mødt med latter og livlig snak. Mens de hjalp hinanden med at sætte instrumenterne op, faldt snakken naturligt på alt fra skole til weekendplaner. Da pizzaerne blev leveret, var det tydeligt, at det ikke kun var musikken, der bandt dem sammen, men også venskab. Rebekka Grønkjær, et af bandmedlemmerne, forklarede, hvorfor de har valgt at bruge deres tid og energi på at arrangere ungdomsgudstjenester: “Vi vil gerne skabe noget for unge. Det synes vi ikke, der er så meget af her i Esbjerg. “Det var noget som mange af dem havde mærket. Jens Jakob Bjerg tilføjede: “Når man kommer hjem fra efterskole, så savner man lidt en kristen hverdag. Der er lidt for unge i byen, men vi manglede virkelig noget lovsangsagtigt.”
For gruppen var det afgørende, at finde en måde at relatere til kirken på en mere afslappet og ungdommelig måde. Victoria Sode, et andet medlem af gruppen, understregede, at det havde været vigtigt for dem at skabe deres egne rammer: “Jeg kan blive udfordret af det højtidelige omkring kirke. Det er nice, at kunne tage det helt ned på jorden, og sådan være mere afslappet i min relation til Gud.”
Rebekka Nielsen fortalte, at det var de alle sammen enige om, og at de i det hele taget havde været enige om, hvordan tingene skulle være.
Gruppens navn, “Ånderummet”, blev foreslået af Victoria, og alle var hurtigt enige om, at det passede perfekt, fordi for dem handler det om at skabe et ånderum fra hverdagen, hvor der er plads til at lægge verdens forventninger uden for døren, og bare være sammen med Gud. Selvom der er en seriøs side ved at arrangere disse cafégudstjenester, handler det også om fællesskab og glæden ved at spille musik sammen. Rebekka Grønkjær påpegede, at det er fedt at kunne spille sammen og ser det som en mulighed for, både at styrke deres fællesskab, og give noget tilbage til kirken. Så når bandet sidder sammen, spiser pizza og pjatter, er det ikke kun for hyggens skyld. Det er et udtryk for en større mission– at skabe et rum, hvor unge kan lovsynge Gud og være sammen i en afslappet atmosfære. Og det er præcis det, der gør Ånderummet til noget særligt.
Skrevet af Birthe Marie Rasmussen