Rohimah og Salam er et ægtepar, som bor i Kvaglund. De er muslimer, og kom til Danmark for 11 år siden fra Burma Myanmar som FN-kvoteflygtninge, dvs. de blev udvalgt til at skulle til Danmark. I dag er de godt integreret, og er glad for deres tilværelse her. Jeg tog en snak med Rohimah om, hvordan hendes vej til integration har været.
Rohimah og Salam tilbragte deres første 4 år i Skjern, og flyttede så til Kvaglund for at komme tættere på familie, som boede i området. Rohimah ledte efter praktikplads for at komme i arbejde, og blev hjulpet i gang med praktik i Danmission Genbrug. Senere hjalp Rohimahs veninde hende med at finde en ny praktikplads i et rengøringsfirma. Efter fem måneders praktik fik hun fast arbejde på deltid. Imens arbejdede hun også med rengøring på en skole. Samtidig tog hun kørekort, så hun havde lettere ved at komme på arbejde. Da kørekortet var i hus, fik hun fuldtidsjob ved rengøringsfirmaet, hvor hun fortsat arbejder.
Rohimah fortæller, at hun er meget glad for sit arbejde og den arbejdsplads, hun er blevet del af. Arbejdstiderne ligger på skæve tidspunkter, så hun ofte skal afsted på arbejde to gange om dagen med et par timers fri midt på dagen. Her tager hun hjem og sørger for sin mand, Salam. Men det gør ikke noget, fortæller Rohimah. Hun er glad for sit arbejde og fællesskabet med sine kollegaer. Hendes chef har stor tillid til hende, fordi hun er trofast og dygtig til sit arbejde.
Rohimah fortæller, at hun flere gange har inviteret veninder fra Kvaglund med ind på arbejdspladsen. Det har resulteret i, at kvinder gang på gang er blevet hjulpet i arbejde af Rohimah. Engang kom en kvinde ind i kirken og havde brug for hjælp til, at finde noget arbejde. Her sprang Rohimah til og hjalp kvinden i arbejde hos rengøringsfirmaet. “Mangler nogen kvinder arbejde, så kommer de til mig, og jeg hjælper dem” fortæller Rohimah smilende.
Rohimahs personlighed skinner klart i gennem i min samtale med hende. Hun er åben, imødekommende og smilende. Vi taler om, at alt det, Rohimah har været igennem, på mange måder er vejen til hendes integration. Hun har hele tiden kæmpet for at komme i arbejde, og senere har hun bidraget til, at mange har fået lov at opnå det samme – dét må være integration. Det er i hvert fald det, Rohimah opnået, og det er super flot. Hendes integration er vellykket, fordi hun ønsker at sørge for sig selv og sin mand. Hun ønsker selv at arbejde og bidrage. Hun ønsker at hjælpe andre i mål med et meningsfuld arbejdsliv. Og hun gør det hele med glæde.
Skrevet af Cecilie Haahr Lodahl, praktikant i FTC