Tilbage i august bragte vi en artikel om visionen bag Kvaglund Kulturhus. Dengang ventede vi stadig på afgørelsen fra kommunen, men i oktober fik vi de gode nyheder: At huset bliver en realitet. Derefter gik planlægningen i gang. Men hvor starter man henne? Og hvad gør man, når drømmen bliver virkelighed?
Jens Muff Poulsen er formand for byggeudvalget, som er nedsat af menighedsrådet. Til daglig er Jens projektleder hos Rambøll. Jeg møder Jens til en snak om, hvad der er sket siden oktober.
”Lige da vi fik svaret, var den første følelse selvfølgelig glæde. Men derefter var det næste: – Hvad gør vi så nu? Vi havde ikke lagt en plan for, hvad vi skulle, hvis huset blev vedtaget – for det var næsten for godt til at være sandt”, forklarer Jens.
Første skridt blev dog at nedsætte et byggeudvalg. De skal styre processen indtil indvielsen. ”Udvalget består af frivillige fra kirken, som alle er ildsjæle og har kompetencer til gavn for projektet”, fortæller Jens. Udvalgets første opgave var at lave en tidsplan, samt at finde en bygherrerådgiver, der skal hjælpe med processen. Arbejdet er nu godt i gang.
”Planen for foråret er at bruge god tid til at tænke os om, så vi ikke tager forhastede beslutninger”, understreger Jens. Det gøres blandt andet ved at tage på inspirationsture, hvor man besøger lignende huse for at søge
erfaring.
Derudover skal aktører og borgere have mulighed for at beskrive ønsker og idéer til huset. Her er nedsat et andet udvalg, som planlægger borgerinddragelsen. Her er idéerne f.eks. tegnekonkurrencer og et stort borgermøde, hvor alle kvaglundborgere inviteres. Dette er desværre forsinket pga. coronarestriktioner, men planen er at afholde det i foråret. Ud fra dette laves en behovsanalyse til byggeudvalget.
Huset har nu fået navnet ’Folkehuset’, da det skal være et hus for alle folk i Kvaglund, og er et samarbejde mellem Folkekirke og Folkebibliotek.
”Vi regner med, byggeriet går i gang i udgangen af 2021, hvis ikke coronarestriktioner forsinker processen. Vi forventer, at det vil tage et års tid at bygge, så huset forhåbentlig vil stå færdigt i slutningen af 2022”, siger Jens begejstret. Drømmen er, at Folkehuset bliver et sted, der indbyder til fællesskab, og bliver til gavn for hele lokalområdet.
Skrevet af Maibritt Thyssen januar 2021
Bragt i Kvaglund Kirkes kirkeblad, februar – april 2021