Jeg har løbet et maraton – godt nok tog det 4 timer og lidt til – men jeg gennemførte det! Bibelen beskriver livet som et løb, hvor det gælder om at komme i mål og vinde Livets sejrskrans. Men modsat mit maraton har jeg erfaret, at livets løb ikke er noget, som jeg vinder alene og i egen kraft. For ikke at brænde ud har jeg behov for hjælp, støtte og opmuntring. Jeg har oplevet, at denne hjælp får jeg bedst fra andre mænd.
Vi er en gruppe mænd i kirken, der for nogle år siden på et ”mandeseminar” blev bevidste om, at når vi kæmper alene med livets store og små spørgsmål og udfordringer, kommer vi ofte til kort. Derfor besluttede vi os for at lave en mandegruppe i kirken – ja, vi kalder os egentlig bare mandeklyngen. Første samling var en weekendlejr med 15 mænd, hvor vi hyggede os med god mad og et godt samvær. Vi havde også nogle dybe samtaler og en bålsamling med emnet: Gud som vores kærlige far! Det blev en hel speciel bålsamling. De fleste af mændene havde et problematisk forhold til deres jordiske far, som de typisk oplevede som fraværende, meget lidt anerkendende og for enkelte voldelig. For mange af de mænd, som deltog den aften for 7 år siden, blev det starten på en lægende proces hen imod at blive de mænd, som Gud har skabt os til at være. Sidenhen har vi drøftet emner som f.eks. hvad er meningen med livet, og hvilke mål har du i livet.
Vi ønsker ikke bare at være en selvhjælpsgruppe for mænd i kirken. Vi ønsker, at være en gruppe af mænd som lader Bibelens ord til os få indflydelse på vores liv som mænd – om det så er i forhold til at være fædre for vores børn, at være ægtemænd eller om at være tjenende i kirken.
Sidenhen har vi været på en årlig mandeweekend, haft mande–bålsamlinger på diverse lejre med kirken, mødtes til fødselsdage og andre sociale sammenhænge. Sammenkomsterne er meget uformelle og hjertelige. Vi har en enkel mailliste, hvor man, hver især, kan invitere til aktiviteter og arrangementer.
Har du lyst til at vide mere om mandeklyngen og vores aktiviteter, er du velkommen til at kontakte mig.
Jens Jørgen Bjerg, ægtemand, far til 2 teenagedrenge og med i mandklyngen i Kvaglund Kirke.