Jeg er på besøg hos Weyni og Henok, oprindeligt fra Eritrea, naboland til Ethiopien, men nu bor de i Esbjerg. Jeg kender Henok fra den internationale mandeklub.
Noget af det første, jeg møder, er deres datter, Harena på 9 måneder, der er ét stort smil. Harenas storebror, Faris på 2 år, er i børnehave. De er begge to født i Danmark. Jeg bliver budt velkommen med smil, der smitter, og de byder mig på Injera and wat. Mums. Det er nationalret i Eritrea. Og ikke nok med det, så begynder Weyni af riste kaffebønner, og senere får jeg den mest fantastiske kaffe i bitte små kopper. Alt sammen på eritreansk vis.
Henok er 27 år gammel og kom til Danmark i 2015. Han er flygtet fra Eritrea til Sudan. Han har været i forskellige flygtningelejre i nabolandene Libyen og Chad. Henok fortæller ikke så meget om den historie. Kun, at det var meget farligt, og man nemt kunne dø. Hans kæreste, Weyni, der er 3 år yngre, flygter også til Sudan og de bliver gift i Sudan.
Med andres hjælp kommer Henok alene til Italien, og derfra med tog til Danmark. Han kommer på asylcentret i Tranum ved Ålborg, og da han får asyl, får han at vide, at han skal flytte til Bramming. Efter 2 år flytter han til Kvaglund. Her søger han om familiesammenføring. 2½ år efter bliver Weyni og Henok genforenet i Danmark. De har i dag nok at gøre med at arbejde, lære dansk, være i praktik og være forældre for deres to dejlige børn. Henok har været med i international mandeklub i Kvaglund i flere år og Weyni har været i praktik i Kvaglund kirke, og hun været med i den internationale kvindeklub. De smiler igen, når jeg spørger om, hvordan de har det nu i Danmark. Vi er glade for vores tro på Jesus, og for vores kirke. Vi har venner. Vi er glade for at bo i Danmark.
Jeg kan mærke, at deres glæde og smil smitter mig.
