Pinsen er festen for Helligåndens komme. Her fejrer vi, at Helligånden, som er Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.
Kirkens fødselsdag
Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse, for da Helligånden kom til disciplene, blev de sendt ud i verden for at dele deres tro på Jesus med alle.
Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.
Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud det nu gennem sin ånd. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.
Den jødiske pinsefest
Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning, og minder om den pagt Moses indgik på Sinaibjerget, hvor han fik lovens tavler. Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.
I Danmark forbinder mange højtiden med N.F.S. Grundtvigs pinsesalmer. Især i salmen I al sin glans nu stråler solen, (Salmebogen nr. 290), hvor Helligåndens komme sammenlignes med sommerens komme i den danske natur. Hør salmen her
Artikel fra Folkekirken.dk
