Vi oplever dagligt her i Kvaglund kirke, at mennesker fra den store verden kommer og bliver en del af kirkens fællesskab. Vi har en ung mand, som er begyndt i praktik her i kirken. I øjeblikket har han sit hjem i asylcenteret i Hviding. Han vil gerne fortælle om hvorfor han er i Danmark, og hvorfor han har søgt asyl i Danmark.
Mit navn er Rouzbeh, jeg er 25 år og er født i Teheran i Iran. Jeg har allerede prøvet en del i mit relativt korte liv. Jeg har taget min studentereksamen i England. Jeg har studeret i Budapest og arbejdet i min fars firma. Samtidig lavede jeg min egen forretning og gik på universitetet i Teheran. Mit liv var fyldt op med familie, en masse arbejde, og det var dejligt.
Men i 2017 begyndte der at ske store forandringer i mit liv. Min mor blev meget syg. En morgen, da hun vågnede, kunne hun ikke mærke sine ben, hun var ikke i stand til at gå. Hun gennemgik en masse undersøgelser. En dag, hvor hun var til undersøgelse, hørte hun en af sine medpatienter sige, henvendt til en pårørende: ”Jeg har et problem med betalingen af hospitalsregningen”. Min mor fortalte, at hun gerne ville hjælpe med at betale regningen. Kvinden blev meget glad. Men hun ville også fortælle min mor, at hun var kristen, så hun vidste ikke om min mor stadig ville hjælpe hende. Min mor sagde til hende, at det ikke havde nogen betydning for hende, hun ønskede bare at hjælpe.
En af dagene fik kvinden besøg af nogle venner, som også var kristne. Min mor fortalte dem om sine problemer og sygdom. De kristne, som kom på besøg, spurgte, om de skulle bede til Jesus for min mor, og det sagde hun ja tak til.
Da de var gået, faldt hun i søvn med meget fred i sit hjerte.
Efter endt hospitalsophold ville min mor gerne have besøg af de kristne mennesker. De kom, og bad for hende. En morgen kort tid efter, vågnede hun op og råbte, så vi kunne høre det i hele huset: “Jeg kan mærke mine ben, jeg kan gå!” Det er vores far, Jesus, der har gjort det her. Min bror og jeg var så fantastisk glade for, hvad der var sket med min mor, så vi begyndte at undersøge mere om, hvad kristendom var. Vi begyndte også at hjælpe i en organisation, som hjalp mennesker, der ikke havde så mange penge. Vi begyndte at komme i en lille huskirke, hvor vi læste i bibelen og bad. Vi kom der én dag om ugen. Vi følte alle sammen en fred og glæde i hjertet. Vi lavede også en Facebook side, hvor vi fortalte om Jesus. Vi tog på en ferie til Italien. Under denne ferie blev vi ringet op af min tante. Hun fortalte, at det hemmelige politi havde været i vores hus, hvor de havde taget vores fætter med sig. De havde også taget vores pc’er og forskellige papirer. Vi blev meget bange. Hvad skulle vi gøre?
Vi var sikre på, at vores liv i Iran var ødelagt. Vi fortalte vores far det hele. Han vidste ikke ret meget om vores tro, og hvad vi gik og lavede. Vores familie besluttede, at far skulle tage tilbage til Iran, da han ikke var involveret i kirkeaktiviteter. Min mor, lillebror og jeg ville prøve at komme til England, hvor vi har familie.
Men sådan skulle det ikke gå. Efter mange vanskeligheder mellemlandede vi i Billund, hvor vi blev taget af politiet. Vi kom i retten, og advokaten fortalte os, at vi havde to muligheder: at komme i fængsel i 45 dage eller at søge asyl. Vi valgte at søge asyl, så derfor er jeg på asylcenter i Hviding med min lillebror og mor. Jeg er super glad for, at jeg har fået muligheden for at komme i praktik i Kvaglund Kirke og lære mere om Jesus Kristus.
Fortalt til Poul Martin
