Nyheder


Gospel INFOGOSPEL-INFOGospelkor INFONogle tanker om VingårdsmandenPernille Sand Folkersen


Aktivitetskalender

Fredag 22/09-2017

09:30 Babysalmesang

17:30 Running Dinner

Fredag d. 22. sept. kl...

Søndag 24/09-2017

10:30 Gudstjeneste ved Jakob Wilms Nielsen

Temagudstjeneste om Lu...

Tirsdag 26/09-2017

14:30 Tirsdagscafé

Film om Martin Luther<...

Kvaglund Kirkes Missionsprojekt

Følg med i Kvaglund kirkes missionsprojekt her på siden.

Hvem er Musalaha?
Vi ønsker at styrke israelske og palæstinenske kvinder, så de kan gå foran i forsoningsarbejdet og bringe forandring i deres respektive samfund.

Kvinders rolle er vigtig i freds- og forsoningsprocesser. De fleste mellemøstlige kulturer opmunterer dog ikke kvinders deltagelse i politiske og socio-økonomiske arenaer og heller ikke i kirken. Det er et faktum, at fordomme og intolerance, såvel som tolerance og forståelse, er tillært adfærd, som læres i hjemmet. Kvinder, særligt i deres moderrolle, har en uundgåelig indflydelse på mennesker omkring sig. De har en særlig indflydelse på den næste generation, når de opdrager deres børn og lærer dem kulturelle værdier, som kan forandre et samfund.

Familier er under negative indflydelse pga. den ustabile konflikt mellem israelere og palæstinensere. Når følelser bliver såret, opstår ukontrolleret bitterhed og vrede, som kan skabe dybe sår, som bidrager til en uendelig cyklus af had og vold. Derfor er det nødvendigt, særlig blandt troende, at kristne palæstinensiske og messianske jødiske kvinder mødes, så de kan praktisere forsoning og dialog, som kan lede til heling. Kun gennem en-til-en kontakt er det muligt for troende i Israel/Palæstina at begynde at se hinanden som noget mere end en fjende, end en ansigtsløs modstander. Samtidigt er det vigtigt at klæde kvinderne på til at hjælpe deres familie og samfund hen mod forsoning, og at kvinderne indser deres potentiale som ”forandringsagenter”. Det forsøger vi at opnå på denne måde:

1. Træne kvinder i lederskab og forsoning.
2. Udbredelse af kvindegrupper i forskellige regioner.
3. Påvirke lokalsamfund gennem sociale projekter.
4. At styrke kvinder gennem uddannelse, lokalsamfundsudvikling, demokrati, netværk, projektstyring og social forandring.
5. At skabe kvindegrupper i afsidesliggende lokalsamfund.

Læs nogle af kvindernes historie...

Amiras Historie 2. juni 2015
Jeg blev født i Beit Sahour, tæt på Betlehem. For 7 år siden deltog jeg i mit første Musalaha-møde, og jeg deltager stadig i månedlige møder.

Sidste år var jeg på Cypern med en gruppe israelske kvinder. Det er ikke let for mig at mødes med israelske kvinder. Det kræver mod. Når jeg mødes med dem, er det kun min familie, jeg fortæller det til. Ingen andre ved det. Min søster bryder sig ikke om, at jeg mødes med israelere. Det er ikke let for mig pga. de holdninger, jeg oplever omkring mig. Nogle mennesker ønsker ikke åbne op og holder fast i deres vrede.

Men der er et problem, og når du ikke taler om det, løses problemet ikke. Det er godt for os palæstinenesere og israelere at tale sammen. Når vi taler sammen, ved vi, hvordan de andre har det. De er kvinder, de er mødre og søstre. Vi er alle mennesker.

I min opvækst vidste jeg intet om dette, men nu forstår jeg bedre, hvordan israelere føler og har det. Jeg vil gerne lære mere om vores situation, og hvordan “den anden side” tænker.

Marys Historie 2.juni 2015
Jeg er fra Bethlehem. Jeg er den yngste af en børneflok på 6. Jeg voksede op her, gik i skole og gik på Betlehem Bible College.

For længe siden, da jeg gik på Bible College, hørte jeg om Muslaha. Og jeg deltog på en af Musalahas ørkenture. Nu er jeg gift og har tre børn. Men jeg husker stadig, hvor fantastisk ørkenturen var. Jeg nød ørkenen og naturen. Men før jeg tog afsted, tænkte jeg ved mig selv: ”Hvordan mon det kommer til at gå, når jeg skal mødes med min fjende. Kan jeg overhovedet tale med en israeler?” Det var en hård tid for mig; det var nemlig under anden intifada.

Det var et forfærdelig tidspunkt i vores liv. Der var skyderier, tanks og udgangsforbud. Det var ikke sjovt at vågne op om morgenen og finde geværkugler udenfor huset. Jeg tænkte ved mig selv: ”Nogen er blevet skud her”, så næste nat kunne jeg ikke sove, fordi jeg tænkte: ”Måske er det mig, der bliver ramt i nat”. Under strømnedbrud, blev jeg særligt bange, for så kunne vi ikke se nyheder og anede ikke, hvor skyderierne fandt sted. Og så overvejede jeg, om det mon var i nærheden af mit eget hus. Jeg kunne høre helikoptere, men jeg vidste ikke præcis, hvor de var.

I den periode reagerede min mave, og jeg rystede, når jeg blev bange. En nat var jeg så rædselslagen, og jeg kunne ikke tale. Min mor bad for mig og jeg kunne mærke Gud. Han trøstede mig, og min smerte forsvandt. Det var det eneste, der hjalp.

I denne periode deltog jeg i en af Musalahas ørkenture. Jeg husker nogle israelere, der delte deres historie, og fortalte, at de netop var flyttet til Israel for 6 måneder eller et år siden, og at de kom fra Europa og USA. De var ikke herfra.

Efrats historie
“Folk er ægte. Det er noget af det specielle ved Musalaha”.

Jeg er vokset op i Jerusalem. Min mors side har boet her i 6 generationer, og jeg er 7. generation. Vi har været her længe!

Historien om, hvordan jeg mødte Jesus, er lang. En dag var jeg på vej ind i den gamle by og stødte på nogle folk, der delte brochurer ud om ham. Jeg blev vred på dem; De var kristne, og jeg er jøde. Brochuren handlede om ”Shalom, fred i Gud”, så jeg satte den på hylden. Mange år gik, og jeg begynte at overveje, om jeg var en synder. Derfor bygyndte jeg at være en ”god jøde”; jeg holdt sabbat og gik i synagogen. Min mand er overbevist ateisk, og han var ikke glad for, jeg tog i synagogen, og derfor stoppede jeg.

Men jeg kunne ikke stoppe med at være en synder. Jeg kom til et punkt, hvor mit liv var et stort rod. Og det var på dette tidspunkt, at min ven (som er messiansk jøde) begyndte at fortælle mig mere om sig selv. Jeg havde altid undret mig over, hvordan hun altid kunne være så optimistisk. Hvad var hendes hemmelighed? Hun fortalte mig, hvordan hun fandt Jesus. Og da jeg hørte det, følte jeg fred i mit hjerte. Jeg vidste bare, at dette var sandt. Jeg havde tårer i mine øjne. Jeg tænkte ved mig selv, ”wow, dette er dybt”.

Jeg vil gerne fortælle jer sandheden. Der var en tid i mit liv, hvor jeg var meget højreorienteret. Jeg tænkte, ”Israel er bare for isralere. Palæstinenserne vil bare slå os ihjel, så vi skal ikke hjælpe dem.”

Efterfølgende blødte mit hjerte op, og jeg lærte mere om palæstinenserne og begyndte at forstå bedre, hvordan de føler. Det var en process. Men jeg har lært gennem Musalaha at sætte mig i det palæstinensiske folks sted. Jeg havde en meget svær samtale med en kvinde fra Betlehem. Hun fortalte mig om, hvordan hendes liv er der. Hun fortalte, at hun ikke har tilladelse til at rejse til Jerusalem, og at hun har svært ved at elske Israel. Det var en svær diskussion at føre. Men jeg indså, at der er ting, der er vigtigere end vores forskelle. Derfor må vi ofre os, lægge vores forskelle til side og elske andre mennesker.

Det vigtigste ved at deltage i Musalaha-møder er at lære at elske. Jeg oplevede kærlighed mellem israelere og palæstinenesere. Vi diskuterer vores situation, og vi er ikke enige om alting. Men det er ok. Det giver os mulighed for at væres sammen og at være ærlige overfor hinanden. Gud ønsker, at vi skal finde de områder, hvor vi er ens. Selvom mennesker er forksellige, er de stadig vore brødre og søstre. Vi må være villige til at være tålmodige, venlige og lære at tilgive.

Det er det specielle ved Musalaha. Folk er ægte. De siger ikke ”jeg elsker Israel”, eller ”jeg elsker Palæstina”, hvis de ikke mener det. De kan se bege sider. Jeg elsker de venskaber, som vores møder giver os mulighed for at få. Jeg er gode venner med nogle arabiske kvinder. Jeg lærer én af kvinderne at spille klaver, og hun lærer mig arabisk! Det er skønt.

Selvom det er hårdt, og jeg stadig kæmper med nogle teologiske spørgsmål, har jeg besluttet at mødes med palæstinensere og gå denne vej, fordi Jesus kalder os til det. Han kalder os til at være disciple og tage vores kors på os, selvom det ikke altid er let. Og han kalder os til at være fredsstiftere.